Prikkende og stikkende fingre.
Hvis du i dagligdagen bruger håndled og fingre meget kan du opleve, at fingrene - især om natten - prikker og stikker og det kan være svært at sove for disse forstyrrende symptomer. Denne prikken og stikken kan skyldes, at senerne i håndleddet pga. overbelastning hæver og der bliver efterhånden pladsmangel, der hvor senerne passerer håndleddet. Dette kaldes carpaltunnelsyndrom. Når senerne hæver bliver nerven, der forsyner tommelfingeren, pegefingeren og langefingeren klemt og det forårsager prikken og stikken i fingrene. Mange oplever at de kan lindre bl.a. de natlige symptomer ved blot at ryste hånden. Men symptomerne kommer tilbage efter noget tid.
Behandling:
Ved at løsne de små led i håndleddet og udspænde underarmens muskler kan symptomerne i mange tilfælde lindres. Men nogle gange er overbelastningen og hævelsen så markant, at der må skabes mere plads til nerverne ved et operativt indgreb. Ved operation overskæres det kraftige ledbånd, der går på tværs af håndleddet og derved får både sener og nerver mere plads.
Smerter i hænderne kan komme fra nakken.
Snurren og prikken i fingrene kan også skyldes påvirkning af nerverne i nakken, f.eks. ved nedsat bevægelse mellem de nederste halshvirvler. En anden årsag kan være spændte halsmuskler.
Vurdering hos din kiropraktor
Da det kan være svært selv at vurdere hvad årsagen til prikken og stikken i fingrene er, kan det være en god idé at få det undersøgt hos din kiropraktor.