Osteoporose ( knogleskørhed )
Knogleskørhed eller osteoporose er hyppig hos ældre og især hos kvinder, da de har mindre kalk i knoglerne end mænd.Vi taber alle langsomt kalk fra knoglerne fra 30-års alderen, men faldet er større hos kvinder i forbindelse med overgangsalderen.
Knogleskørhed ses hyppigere hos meget tynde mennesker, hos tobaksrygere og både ved mangel på fysisk aktivitet og ved overdreven fysisk træning.
Symptomerne er knoglebrud, hyppigst i hofte, underarm eller i ryggen. Sammenfald af ryghvirvlerne kan give smerter, og medfører at man bliver lavere og mere rundrygget.
Knogleindholdet kan måles med en speciel scanning, en DEXA-scanning.
Behandling af knogleskørhed består først og fremmest i at sikre tilstrækkelig tilførsel af kalk og D-vitamin. I kosten får vi det meste kalk fra mælkeprodukter. Hvis man ikke drikker mindst 1/2 liter mælk dagligt, bør man tage kalktabletter dagligt.
Herudover kan man mindske knogletabet ved at dyrke vægtbærende motion (ikke svømning), hvilket styrker knoglerne.
